Det sidste farvel
Beslutningen
Når tiden er inde
Det er utroligt svært at tage beslutningen om, hvornår tiden er inde, når dit kæledyr rammes af sygdom eller oplever nedsat livskvalitet på grund af alderdom. Det er jo en kær ven og trofast følgesvend, du skal tage afsked med.
Men det er vigtigt at sætte dine egne følelser til side og tænke på, hvad der er bedst for dit kæledyr. Dit kæledyr har været fuldstændig loyal gennem hele livet, og nu er det din tur til at vise samme loyalitet ved at tage den vanskelige beslutning.

Afskeden
God tid, tryghed og nærvær
Når jeg kommer ud til kæledyrets sidste farvel, er det vigtigt at skabe tillid og forklare hvordan det
skal foregå. Der er al den tid der skal til for at sende dit elskede dyr videre til de evige jagtmarker.
Der kan være ønsker om at katten skal være i sofaen eller at hunden skal være ude på
græsplænen. Sig til hvis du har nogle specifikke ønsker – så kan det sikkert sagtens lade sig gøre.
Har dit kæledyr lyst må den meget gerne få godbidder.
Når man er klar til afskeden, giver jeg kæledyret første medicin ved et prik i enten nakke
eller i låret. Denne injektion bevirker at dyret bliver træt og kommer i en dyb narkose, hvor
det ikke mærker mere.
Dyret bliver ofte træt inden for 1-5 minutter. Ofte ser man at dyret sover med åbne øjne.
Når kæledyret sover tungt og godt, tjekker jeg reflekserne for at være helt sikker på at
dyret ikke mærker noget. Og når man er klar til afskeden, får dyret den anden medicin,
som bevirker at hjertet holder op med at slå og vejrtrækning stopper.
Af og til ses der reflekser i form af dybe vejrtrækninger og muskelsammentrækninger.
Ligeledes kan dyret tisse og der kan komme afføring, når kroppen giver slip.
Nogle minutter efter dyret har givet slip, tjekker jeg dyrets pupiller, mundhule og lytter
med et stetoskop, at hjertet ikke slår mere.
Som et symbol på at dit kæledyr er rejst over regnbuen, tilbyder jeg at tænde et fyrfadslys lavet af
bivoks. Lyset er produceret hos Bistad i Aarhus, som er en socialøkonomisk virksomhed.
Når dyret ikke er her mere, er der mange der åbner et vindue så sjælen kan flyve ud.
Skal børn og børnebørn være med?
Børn er meget forskellige.
Tag en god snak med børnene om at det er tid til at sende kæledyret op på en sky fordi det ikke har det godt længere.
Når jeg kommer forklarer jeg grundigt hvad der skal ske, hvorfor det er nødvendigt at sende
kæledyret over regnbuen, hvad et stetoskop er osv. Og så er det vigtigt at italesætte at det er helt ok at være ked af det og også at de voksne er kede af det. Og at det er vigtigt man mærker efter om man vil være med til afskeden osv.
Hos mindre børn anbefaler jeg der er en voksen der kan gå med ind på værelset eller ud på
legepladsen hvis det hele bliver for overvældende for barnet.
Ældre børn har ofte en fin føling med om de vil være med til afskeden.
Generelt kan man sige at selve afskeden ofte er stille og rolig – så ofte er fantasien om hvordan
kæledyret kommer fra denne jord ofte værre end virkeligheden.
Og inddrag altid børnene – hvide løgne om at dyret døde af sig selv osv. er ikke i orden.


Skal vores andre dyr være med til afskeden?
Jeg anbefaler altid at de andre dyr i husstanden er med til afskeden.
De fleste dyr er flokdyr og det kan være et stort tab også for dem at sende et dyr over regnbuen. Måske går dyret hen og snuser til det kæledyr der har forladt denne verden – eller også ignorerer det dyret.
Men det tilbageblevne dyr kan lugte og se, se at dyret ikke trækker vejret længere.
Så det kan være et stort tab for det dyr der er tilbage. Så sørg for at det bliver aktiveret godt, bliver nusset. Og måske skal det også lære at være alene hjemme.
Begravelse
Mange ønsker at stede kæledyret til hvile i haven, kolonihaven eller ved sommerhuset.
Det er fint at have et sted at mindes. Mange planter en blomst eller et træ og nogle skriver dyrets navn på en sten, laver perleplader og måske har en lanterne hvor et fyrfadslys kan brænde.
Der findes også dyrekirkegårde rundt omkring i landet, hvor dit kæledyr kan blive begravet. Der kan være lokale regler, så derfor henvises til kommunen og miljø- og fødevarestyrelsen.
Fælleskremering
Det er muligt at få sit kæledyr kremeret (brændt) med andre kæledyr. Jeg kan sagtens sørge for at dit dyr kommer til kæledyrskrematoriet. Jeg samarbejder med Dansk Dyrekremering i Hedensted.
De er super dygtige, og jeg kan til hver en tid stå inde for at de gør deres arbejde godt.
Måske du har et tæppe eller en kurv som dyret skal rejse i. Og ellers har jeg tæpper med.
Nogle ønsker at sende en favoritbamse eller lignende med.
Enkeltkremering
Flere og flere ønsker at dyret bliver enkeltkremeret. Altså brændt for sig, så man kan få asken hjem i en urne. Dette er naturligvis også noget jeg kan hjælpe med. Her er det også Dansk Dyrekremering i Hedensted der sørger for det.
Måske du har et tæppe eller en kurv som dyret skal rejse i. Og ellers har jeg tæpper med. Nogle ønsker at sende en favoritbamse eller lignende med.
Nogle ønsker urnen skal ned i jorden og andre har et ønske om at urnen skal stå fremme.
Det er muligt at få taget noget aske fra til eksempelvis at få lavet smykker, mindeæg m.m.
Minder
Bær minderne i hjertet eller med en fysisk genstand
Snude- og poteaftryk
Vores kæledyr efterlader sig aftryk i vores hjerter.
Man kan selv lave et aftryk af snuden eller poten ved hjælp af noget maling eller en stempelpude og et stykke papir. Ved poteaftryk kan det være en god idé at klippe hårene der er mellem trædepuderne inden.
Man kan også selv lave et poteaftryk af trylledej:
– 2 dl hvedemel
– 1 dl fint salt
– 1 spsk olie
– ca. 1 dl vand
Hvedemel, salt og olie blandes sammen. Vandet tilsættes lidt af gangen. Dejen skal være som modellervoks i konsistens. Lad dejen hvile en time. Dejen rulles ud til små halvflade kugler. Herefter sættes dit kæledyrs pote i dejen. Lav evt. et hul i toppen, hvis poteaftrykket skal hænge i en snor.Poteaftrykket bages i en ovn v. 100ºC i 4 timer.Kan evt. males.
Alternativt har jeg tilbehør med, så der kan laves poteaftryk med blæk eller modellervoks.


En tot pels
Nogle ønsker en tot pels, som kan bruges til en billedramme eller måske begraves i haven.

Smykker
Der er en masse, der tilbyder at lave smykker af noget aske fra enkeltkremeringen eller måske lidt pels.

Tomheden
Sorgen
Der er ingen formel på sorg.
Det er en god ven du lige har sagt farvel, og det kan gøre ondt. Og tomheden og stilheden overdøver alt.
Nogle forstår dit savn, men det er ikke givet at alle i din omgangskreds kan forstå hvor stort et tab det er at miste et kæledyr.
Center for menneske-dyr-psykologi på Aalborg Universitet har en hotline, hvor du kan tale og få
støtte over tabet af et dyr:
https://www.kommunikation.aau.dk/forskning/vidensgrupper/cedaps/forskning/chap/chaps-
hotline
Her er en fin artikel der beskriver sorgen over at miste et kæledyr:
https://www.etik.dk/dyreetik/sorg-over-kæledyr-minder-om-sorg-over-et-menneske
Og en smuk bog, ”Farvel til en ven”, skrevet af Anders Hallgren: https://www.dr.dk/nyheder/regionale/oestjylland/maa-man-begrave-en-hund-i-haven-faa-styr-paa-reglerne-her